Det blev en fejring ud over al forventning, da Shell Express i Rødding fredag den 31. marts inviterede til etårs fødselsdag og samtidig samlede ind til ungerne på Rødding Skole. Udsigten til både at spare på brændstoffet og samtidig sende en krone for hver liter videre til skolen, lokkede nemlig rigtig mange forbi tankstationen på Rytterdamvej 15 i Rødding.

Nu er resultatet for dagen gjort op. I alt blev der tanket 17.974 liter Shell brændstof, mens fejringen stod på. Det betyder, at det nye pædagogiske læringscenter på Rødding Skole modtager næsten 18.000 kroner. Til stor glæde for skoleleder, Henriette Rask.

”Jeg er overrasket og yderst taknemmelig for den opbakning, vi indirekte har fået fra de lokale bilister. Vi havde et håb om, at fødselsdagsfesten hos Shell i Rødding kunne indbringe en del af de 16.000 kroner, som det fodboldspil vi ønsker os koster. Men, at vi ligefrem får dækket alle omkostninger og har lidt tilovers, er bare fantastisk. Det er virkelig en flot gestus som bilisterne og tankstationen har givet os,” siger hun.

Også hos DCC Energi, der står bag Shell tankstationerne i Danmark, er områdechef, Frederik Stagis, glad for det flotte resultat af den festlige dag i Rødding. Set over dagen var hele 478 bilister forbi tankstanderne, der ikke stod stille et eneste minut fra festen startede kl. 06.00 til den sluttede kl. 18.00.

”Det har været en rigtig positiv oplevelse at fejre en af vores tankstationer og samtidig støtte op om en god, lokal sag. Så det bliver nok ikke sidste gang, vi gør det, når vi ser på den store opbakning, der har været. Personligt er jeg virkelig glad for at have mærket den begejstring og glæde, der var hos bilisterne. Det gjorde det til en på alle måder glædelig og travl dag for mig og mine kollegaer, der passede tankstanderne dagen igennem,” siger han.

Yderligere information

Frederik Stagis, områdechef i DCC Energi, 2814 3079
Henriette Rask, skoleleder Rødding Skole, 6118 1092

Om DCC Energi

DCC Energi forsyner Danmark med en bred vifte af energiprodukter og brændstoffer. Som et af landets største energiselskaber udvikler DCC Energi løbende forretningen med nye, mere bæredygtige energiformer i takt med, at kundernes behov skifter. Eksempelvis biobrændstoffer, biogas, ladeløsninger til elbilister, varmepumper og varmeservice. Selskabet står også bag Shell tankstationerne i Danmark og forsyner danske lufthavne med flybrændstof. DCC Energi beskæftiger 215 medarbejdere. Se mere på www.dccenergi.dk.