Der bliver flere elbiler på vejene. Så for at imødekomme behovet for at kunne lade hurtigt og nemt, åbner Shell Express på Gammel Lyngvej 125 nu også for lynladning. Den nye ladestander, der rykker ind ved siden af benzin- og dieselpumperne på tankstationen, leverer op til 150 kW ladekapacitet og har plads til to biler.

Ladekapaciteten svarer til, at en gennemsnitlig elbil kan oplades fra 20-80 procent på ca. 20 minutter, forklarer Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet hos energiselskabet DCC Energi, der står bag Shell tankstationerne i Danmark.

”Vi er superglade for, at vi nu kan tilbyde en nem og lynhurtig mulighed for elbilister på vores station i Køge. Dermed favner vi endnu flere bilisters behov. I takt med, at der kommer flere elbilister her i området, er der behov for flere lademuligheder, særligt lynladere. Derfor regner vi med, at der bliver taget godt imod lademuligheden på stationen. Interessen har i hvert fald været der i den periode, hvor vi har arbejdet på at få lynladeren gjort klar til kunderne,” siger han.

DCC Energi har sat gang i en stor, landsdækkende udrulning af lynladere til Shell tankstationerne. I foråret åbnede de første lynladere på udvalgte stationer i København. Nu følger så etableringen af en lang række nye lynladere over hele landet. Hertil kommer løsninger til hjemmeladning for både private og virksomheder.

”Shell tankstationerne har mere end 100 års erfaring med at hjælpe danske bilister fra A til B. Det vil vi bygge videre på i en tid, hvor elbiler kommer til at fylde stadig mere. Her kan vi som lokal tankstation bidrage til at skabe en solid infrastruktur for nuværende og kommende elbilister,” siger Søren Møller Maretti.

Betaling for el på Shell Express i Køge sker på samme måde som for diesel og benzin – altså med enten Dankort, kreditkort eller brændstofkort. Og med det nye Shell mobilitetskort, som er en videreudvikling af det traditionelle brændstofkort, kan elbilister betale for el på ca. 90 pct. af alle ladestandere i Danmark. Hertil kommer over 300.000 ladestandere i hele Europa. Læs mere på www.shellservice.dk/elbilist

Yderligere information

Søren Møller Maretti, Direktør for mobilitet, DCC Energi, 2220 0467

Om DCC Energi

DCC Energi forsyner Danmark med en bred vifte af energiprodukter og brændstoffer. Som et af landets største energiselskaber udvikler DCC Energi løbende forretningen med nye, mere bæredygtige energiformer i takt med, at kundernes behov skifter. Eksempelvis biobrændstoffer, biogas og ladeløsninger til elbilister. Selskabet står også bag Shell tankstationerne i Danmark og forsyner danske lufthavne med flybrændstof. DCC Energi beskæftiger ca. 175 medarbejdere og omsætter årligt for ca. 6 mia. kr. Se mere på www.dccenergi.dk.