Ny Shell-butik åbner ved Knudshoved og inviterer til housewarming
Bare 16 dage efter, at en præfabrikeret butik og café blev sænket på plads ved Shell-tankstationen ud for Knudshoved rasteplads, er energiselskabet DCC Energi nu klar til officiel åbningsfest. Torsdag den 1. oktober bliver den røde snor klippet som en del af en fem timer lang housewarming, der byder på masser af lækkerier, tilbud og god, gammeldags forpladsservice.
Konkurrencen om bilisternes opmærksomhed ved afkørsel 44, Knudshoved, stiger betydeligt, når DCC Energi nu åbner et nyt og topmoderne pitstop med butik, caféområde og frisklavet mad. Den nye Shell Cafe-butik ligger i forlængelse af det eksisterende Shell Express-anlæg, der ud over butikken også udbygges med fire nye 300 kW lynladeudtag.
Opgraderingen af faciliteterne ved Knudshoved rasteplads er resultat af måneders forberedelse og kulminerede midt i september, hvor en kæmpe kranvogn løftede den 46 tons tunge, præfabrikerede butik på plads ved tankstationen. Nu er butikken færdig, udsmykningen på plads, og den er indrettet med varer, kaffemaskiner, strøm, vand og kølerum. Så nu er alt klart til kunderne, fastslår driftsdirektør i DCC Energi, Christopher Mercado.
”Vi har virkeligt set frem til at slå dørene op for vores nye bemandede motorvejsstation ved Knudshoved. Med Shell Cafe-butik og nye lynlademuligheder bidrager vi til at løfte områdets faciliteter. Samtidig bringer vi øget konkurrence ind på rastepladsen, når det gælder forplejningen af rugbrødsmotoren i form af vores fast- og fresh-food koncept, som du kender det fra vores anlæg ved Kildebjerg og Tuelsø på Vestsjælland,” siger han og tilføjer:
”Det er klart, at vi gerne vil fejre åbningsdagen med kunderne. Derfor har vi sammen med vores leverandører samlet en buffet af lækre smagsprøver på snacks og drikke. Derudover har vi en række gode tilbud i butikken og ikke mindst et hold fra vores hovedkontor, der står klar med forpladsservice og hjælp til ladning, optankning, rudevask, m.m.”.
Fem timer housewarming
Åbningsfesten løber af stablen torsdag den 1. oktober fra klokken 11.00 til 16.00. Her vil Danish Crown være på plads med pølsevogn og smagsprøver, mens Royal Unibrew, Strandgaarden og Toms står klar med kolde drikke og chokoladesmagsprøver. Dertil kommer smagsprøver på Shell Cafe-kaffe fra Bentax.
Klokken 12.00 bliver den røde snor officielt klippet af adm. direktør i DCC Energi, Daniel Andersen, og forpagter, Thomas Nørbæk, der også driver de øvrige Shell-motorvejsstationer og en lang række andre bemandede Shell-tankstationer i Danmark.
Med åbningen af Shell Cafe-butikken tilbyder DCC Energi nu fire topmoderne tank- og ladestop langs E20 på Sjælland og Fyn. I alt er 13 lynladere med plads til 26 elbiler lige nu klar til at imødekomme det stigende antal elbiler, mens de fire Shell Cafe-butikker tilbyder gode muligheder for at tage en pause og nyde et måltid mad, inden turen går videre. Den nye Shell Cafe-butik ved Knudshoved råder - ud over de to tankstandere og plads til fire elbiler ved de to 300kW-lynladere - også over et caféområde i butikken med plads til 28 siddende, terrasseområder og moderne toiletforhold.