Gå til hovedindhold

Energiselskab laver stor opgradering af motorvejsanlæg ved Tuelsø

Det bliver markante forbedringer, der møder bilisterne på E20 ved Tuelsø, når energiselskabet DCC Energi efter nytår rykker ind og konverterer stationerne til et nyt, opgraderet Shell tankstationskoncept. Ud over en stor fornyelse af forplads, tager håndværkere fra starten af marts hul på en gennemgribende ombygning af butiks- og restaurantområde, køkkenfaciliteter, toiletforhold, mm. Og i samarbejde med stor Odense-restaurant er nye måltidskoncepter også på vej til Tuelsø Syd.

Bilisterne på E20 kan både se frem til en betydelig udbygning af lademulighederne og et markant løft af serviceniveauet, når DCC Energi efter årsskiftet overtager driften af motorvejsanlægget ved Tuelsø Syd. Ikke nok med, at energiselskabet sammen med Vejdirektoratet installerer seks nye 400 KW lynladere til de stadig flere elbilister. DCC Energi har også planer klar for en omfattende opgradering af butiksfaciliteterne, som med overtagelsen bliver ombygget til Shells nyeste tankstationskoncept.

”Overtagelsen er en oplagt mulighed for os til at se på motorvejsanlægget ved Tuelsø med friske øjne. Når vi gør det, er det tydeligt, at der er behov for at foretage væsentlige forbedringer for at løfte den samlede kundeoplevelse på tankstationen,” siger Christopher Mercado, driftsdirektør i DCC Energi, som driver Shell netværket i Danmark.

”Derfor ombygger vi i løbet af vinteren butikken, så butiksområdet bliver mere åbent, vi får mere plads til vores friske madvarer og de nye madkoncepter, der er på vej. Samtidig etablerer vi ny restaurantafdeling, hvor bilisterne kan nyde et måltid, en kop god kaffe eller bare slappe af, mens bilen evt. lader udenfor ved den nye ladepark,” tilføjer han.

Også bygningerne og forpladsen under halvtaget står overfor en renovering, der vil give et mere stilrent og tidssvarende udtryk samtidig med, at alt bliver rebrandet til Shells stationskoncept. Sidst, men ikke mindst, vil toiletforholdene også blive flyttet og fuldkommen fornyet.

Inspiration og måltider fra Odense-restaurant

I samarbejde med DCC Energis forpagter, Thomas Nørbæk fra Fyn, har Restaurant UBN i Odense dannet ramme om udviklingen af nye måltidskoncepter. Når de nye køkken- og restaurantfaciliteter er på plads efter ombygningen, rykker måltiderne ind på Tuelsø Syd som supplement til det friske fastfood-udvalg. Herunder friske salater, pastaretter og udvalgte middagsretter som f.eks. laks-hollandaise ligesom alle saucer vil blive lavet i restaurant UBN’s køkken.

For at gøre bestilling hurtigere og nemmere installerer DCC Energi også som noget helt nyt bestillingsskærme, hvor bilisterne selv vælger og betaler for deres madvarer, kaffe, mm. Herefter udleveres købet ved disken på samme måde, som det sker på flere af landets burgerkæder.

”Fremtidens tankstationer vil ikke kun byde på fastfood i bedre kvalitet. Lige nu sker der også en masse på måltidssiden, hvor vi naturligvis vil være med og kunne levere kvalitet i form af friske, veltillavede måltider. Her spiller Restaurant UBN og vores forpagter en central rolle – både i udviklingen og i den daglige forsyning til stationen,” forklarer Christopher Mercado.

Sådan forløber overtagelsen

DCC Energi overtager officielt motorvejsanlægget Tuelsø Syd den 19. januar, hvor salg af Shell-brændstof også starter op. Ombygningen af butik og renovering af forplads og bygning påbegyndes efter planen i slutningen af marts og vil stå færdigt i starten af maj 2026.

Allerede fra 1. januar vil den nye Shell Recharge-ladepark ved Tuelsø Syd dog være åben, så elbilister kan lade på de seks nye lynladere. Med overtagelsen får de tusindvis af bilister, der har et Shell Card, også nye muligheder for at udnytte deres fordele langs E20, hvor DCC Energi også overtager motorvejsanlæggene ved Kildebjerg centralt på Fyn.

Yderligere information

Christopher Mercado, driftsdirektør, DCC Energi, 2220 0778

Om DCC Energi

DCC Energi forsyner Danmark med en bred vifte af energiløsninger. Som et af landets største energiselskaber udvikler DCC Energi løbende forretningen med nye, mere bæredygtige energiformer og services i takt med, at kundernes behov skifter. Eksempelvis biobrændstoffer, biogas, ladeløsninger til elbilister, varmepumper, el og varmeservice. Selskabet står også bag Shell tankstationerne i Danmark og forsyner danske lufthavne med flybrændstof. DCC Energi beskæftiger mere end 250 medarbejdere. Se mere på www.dccenergi.dk

.