DCC Energi: Shell tankstationer kører uforandret videre i Danmark
jun. 23, 2020
Royal Dutch Shell har netop meldt ud, at man genoptager salget af raffinaderiet i Fredericia. Beslutningen har ingen indflydelse på salget af Shell brændstof eller driften af Shell tankstationerne.

Royal Dutch Shell har netop meldt ud, at man genoptager salget af raffinaderiet i Fredericia. Beslutningen har ingen indflydelse på salget af Shell brændstof eller driften af Shell tankstationerne, som DCC Energi siden 2016 har drevet i Danmark.
Tirsdag den 23. juni 2020 udsendte Dansk Shell i en pressemeddelelse nyheden om, at man agter at sælge raffinaderiet i Fredericia.
Et muligt salg af raffinaderiet får ingen indflydelse på danske bilister, virksomheder og husejeres adgang til Shells brændstof. Siden 2016 har DCC Energi som licenshaver i Danmark stået for salget af Shell brændstof, driften af de 230 Shell tankstationer og administration af Shell Card Privat og Erhverv. Sådan vil det altså også være fremover.
”For at imødekomme mulig usikkerhed i markedet, som Shells udmelding måske kunne give, vil vi gerne slå fast, at hverken Shell tankstationerne, Shells brændstof eller brændstofkort er på vej ud af landet. Vi har som licenshaver retten til at markedsføre og sælge Shells produkter herhjemme. Og vi driver fortsat netværket af Shell tankstationer. Det ændrer Shells beslutning omkring raffinaderiet naturligvis ikke på,” siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.
Ud over at drive de 230 Shell tankstationer står DCC Energi også bag salget af Shell fyringsolie, smøremidler og naturgas. Hertil kommer salg af Shell diesel og det renere Shell GTL Fuel til erhvervskunder, landbruget og det offentlige. DCC Energi er også med til at forsyne syv danske lufthavne med flybrændstof fra Shell.
Yderligere information
Christian Heise, adm. dir. i DCC Energi, 2220 5135, christian.heise@dccenergi.dk
Om DCC Energi
DCC Energi er en af Danmarks store energivirksomheder og forsyner hele Danmark med en bred vifte af brændstoffer og energiprodukter. Selskabet er blandt andet den største forhandler af kvalitetsprodukter fra Shell og Gulf og driver netværket af Shell tankstationer i Danmark. Med afsæt i sikkerhed, kundeservice, stærke partnerskaber og dygtige medarbejdere omsætter DCC Energi årligt for over 9 mia. kr. På hovedkontoret i Nærum nord for København beskæftiger selskabet ca. 125 ansatte. Se mere på www.dccenergi.dk.