Det bliver den 50-årige Maarten Stals fra Holland, der med virkning fra juni bliver ny raffinaderidirektør for Shell raffinaderiet i Fredericia.

Maarten Stals er i dag raffinaderidirektør forHengyuan Refining Company i Port Dickson, Malaysia. Dette raffinaderi var indtil 2016 et Shell raffinaderi.

Maarten Stals har en baggrund som kemiingeniør og har i en årrække arbejdet med produktion på raffinaderier og andre petrokemiske anlæg i Shell regi, før han tog over som direktør for Hengyuan Refining Company, udlånt fra Shell.

Den kommende Fredericia-direktør er gift og har to voksne børn på 18 og 22 år, som grundet universitetsuddannelser i Holland ikke planlægger at flytte med familien til Danmark.

På Shell Raffinaderiet i Fredericia tager Maarten Stals over efter Andreas Krobjilowski, som nu har overtaget jobbet som direktør for Shells petrokemiske anlæg på Jurong Island i Singapore. Produktionsdirektør Kurt Bjerre har midlertidigt taget over som raffinaderidirektør i Fredericia indtil Maarten Stals tiltræder i juni.

Shell raffinaderiet i Fredericia beskæftiger ca. 250 medarbejdere og producerer 35 procent af det danske forbrug af benzin, diesel og andre drivmiddelprodukter i trafikken. Raffinaderiet modtager den danske råolie fra Nordsøen via en rørledning. Cirka en tredjedel af råolien bruges i raffineringsprocessen, mens den resterende del udskibes og eksporteres via raffinaderiets havneterminal.

Pressekontakt

Pressechef Torben Øllegaard Sørensen Tlf. +4540779257, t.soerensen@shell.com