Borgmester Åbner Ny Shell Tank Ved Sydmotorvejen

Der er lagt op til en festlig eftermiddag med lave brændstofpriser, når den nye Shell Express station i Business Park Vordingborg fejrer den officielle åbning. Fredag den 6. september kl. 13.00 klipper Vordingborgs borgmester Mikael Smed den røde snor og byder velkommen til fire timers prisfest på den nye tankstation. Frem til klokken 17.00 sælges alt brændstof til bare 5,90 kr. per liter.

”Det nye anlæg ved Vordingborg er den første af flere stationsåbninger i efteråret. Som det er tradition, fejrer vi nye Shell tankstationer med ekstra lave priser på brændstof. Til åbningsfesten er et hold af tankpassere klar med diesel og benzin til langt under normal pris. Så vi forventer stor travlhed i området omkring tankstationen hele fredag eftermiddag”, siger Søren Møller Maretti, retaildirektør i DCC Energi, som står bag Shell tankstationerne i Danmark.

Det nye motorvejsanlæg har alle Shells brændstoffer også Shell V-Power 100 oktan benzin og diesel. Og for første gang vil en dansk tankstation også sælge Shell GTL-brændstof til lastbiler og busser. GTL er et renere alternativ til diesel, der er lavet på naturgas og udleder op til 30% færre skadelige partikler.

Vordingborg Kommunes formand for udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv, Susan Thydal, byder DCC Energi og Shell stationerne velkommen til Vordingborg Kommunes nye erhvervsområde.

”Vi er utrolig glade for den store interesse, der i øjeblikket er for at etablere sig i Business Park Vordingborg. DCC Energi er den første af en række store virksomheder, som klipper snoren herude. Derudover har blandt andet McDonald’s og IONITY også købt grunde herude for at udnytte områdets stærke infrastruktur og den attraktive placering mellem de skandinaviske og europæiske markeder. Der er ingen tvivl om, at vi er ved at udvikle et erhvervsområde her på Sydsjælland, som er attraktivt for mange virksomheder. Det tyder godt for fremtiden. Det trækker vigtige investeringer til vores område, og det skaber mange nye lokale arbejdspladser”, siger hun.

Det er et billede, som Vordingborg Erhverv kan nikke genkendende til.

”Det nye Shell tankanlæg vil være til gavn for både den lokale og internationale trafik og for både erhverv og turister. Og det vil være med til at understøtte den erhvervsudvikling, der kommer til at ske ved Business Park Vordingborg. Flere grunde er solgt til transport- og logistikrelaterede virksomheder. Jeg forventer, at der i 2020 vil være op til 100 arbejdspladser i erhvervsområdet”, siger Susanne Sørensen, direktør for Vordingborg Erhverv A/S.

Mere om Business Park Vordingborg på: https://www.vordingborgerhverv.dk/erhvervsprojekter/business-park-vordingborg/.

For yderligere information, kontakt venligst

Søren Møller Maretti, Retaildirektør i DCC Energi, 2220 0467

Susan Thydal, Vordingborg Kommunes formand for udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv, 2895 0365

Om DCC Energi og netværket af Shell stationer

DCC Energi er en hastigt voksende energikoncern, som forsyner Danmark med en bred vifte af brændstoffer og energiprodukter. Selskabet er den største forhandler af kvalitetsprodukter fra Shell og Gulf og driver netværket af Shell tankstationer i Danmark. DCC Energi omsætter årligt for ca. 7 mia. kr. og har ca. 125 ansatte. Se mere på www.dccenergi.dk.