Berlin var engang en delt by, men er nu en moderne og levende storby, der kombinerer gammelt og nyt. Motorjournalisten James Mills tog af sted for at se seværdighederne.
Berlin myldrer af liv, selvom den har været en krigszone og en delt by. Cyklisterne farer forbi, sporvognene raster af sted, og togene rumler over vores hoveder. Jeg er som tusindvis af andre turister kommet for at finde denne genforenede bys sjæl. Med drømme, politik og investeringer forandrer den sig dag for dag.
Man skulle ikke tro, at byen har 3,5 millioner indbyggere. De fleste lokale cykler eller tager sporvognen. Om natten har man byens veje for sig selv.
Plads er det første, der slår en. Rigtig meget plads. Og så lidt trafik. Af en hovedstad at være er den en drøm at navigere rundt i, hvad enten det er til fods, på cykel eller i bil. Selv i myldretiden er der så lidt trafik, at folk i New York ville danse på gaden.
Når der er så meget plads på vejene, kan du tage dig en hurtig tur i Berlins historie om natten. Fra den splittende mur til Checkpoint Charlie, den historiske paradeplads Unter den Linden og den avenueagtige Tiergarten, landets genfødte parlamentsbygning, Reichstag, med en karakteristisk glastilbygning fra Lord Fosters hånd og den modernistiske forbundskanslerresidens – den er overraskende åben og tilgængelig.
Jeg kører gennem de tomme gader mod vest til Charlottenburg-distriktet. Det føles velhavende med store åbne gader og store huse i kanten. Men intet kan forberede en på det stærke indtryk af Olympiastadion. Det åbnede til OL i 1936 og er et af de få tilbageværende eksempler på arkitektur fra den fascistiske periode med et par søjler ved indgangen, som tårner sig op over de besøgende, og oplyste olympiske ringe mellem søjlerne. Ensomme kondiløbere jogger forbi og vinder nok ikke en guldmedalje. Jeg kører tilbage gennem Charlottenburg på vej mod Tiergarten.
Byens centrale park var tidligere jagtområde for de prøjsiske herskere, og den østlige kant fungerede som grænse for Berlinmuren. I dag forener den øst og vest, og hovedvejen (Strasse des 17. juni, som er opkaldt efter juniopstanden i 1953) er snorlige og meget bred.
I den østlige ende kommer jeg til Reichstag, som næsten gik tabt under krigen og først kom rigtigt på fode igen i 1999, da den blev ombygget af sir Norman Foster. Kronen på værket er glaskuplen med spiralfortovet. Når lyset svinder i tusmørket, oplyses den indvendigt, og du kan se de besøgende bevæge sig rundt som myrer i en tue.
Jeg krydser floden og svinger til venstre for at komme en tur rundt om Europas største togstation Berlin Hauptbahnhof. Den kæmpemæssige glasbygning stråler som et fyrtårn, der kan ses i miles omkreds om natten. Om dagen er der et mylder af aktivitet, men nu, ud på de små timer, er den i hvile og ser ud til at lade op til det næste mylder af aktivitet.
Jeg smutter af sted for at kigge på byens Hochbahnviadukt, højbanesystemet. Gitterstrukturen føles lidt som downtown New York og slynger sig igennem byens kvarterer.
Når byen vågner, går folk over gaden på et tegn fra den grønne mand. Og det er Ampelmann - det genfundne trafiksymbol fra det tidligere Østtyskland - hvis legende billede fanger stemningen i byen.
