Hvad nu hvis vi, hvad vi sjældent gør, tog os tid til at køre rundt på må og få i en exceptionel by som Paris?

Paris – bare navnet siger drømme, idealer og følelser. Også for en pariser. Men Paris er også, lidt mere nede på jorden, noget af en bymæssig katastrofe, hvor byplanlæggerne virker fast besluttet på at låse byen helt fast. Og alligevel er bilen det eneste, der kan transportere dig nemt fra et kvarter til et andet – fra én verden til en anden. Især om natten.

Bil i tunnel

Vendôme-vals

Vi glider gennem gaderne og smutter mellem to af disse forskellige verdener: Place de la Bastille, helligdom for revolutionen og stadig samlingssted for vrede demonstranter, og Place Vendôme, hjemsted for paladser og juvelerer, smuk, men reserveret, lidt kold og stiv og kigger tilbage mod imperiet.

Der er bare seks minutter mellem disse to verdener, som adskilles af Rue Saint Antoine, Rue de Rivoli og Rue de Castiglione. Sidstnævnte skifter pludselig til et kæmpemæssigt glat parketgulv, som et dansegulv. Her er man meget fristet til at lade bilen valse rundt om Vendöme-søjlen midt på pladsen.

Og så er du der. Eiffeltårnet. Alle kender den kendte silhuet, men det er alligevel større, end man skulle tro. Fra Bir-Hakeim-broen, der også er lavet af jern, virker Eiffeltårnet perfekt i størrelse og i harmoni med omgivelserne.

Vi vil gerne blive og beundre det, men der er en anden menneskeskabt struktur i Paris, vi skal prøve: Périphérique Parisien. Der er ikke meget at beundre her. Medmindre du medregner at dreje af for at krydse en af de mange broer. Fire er til fodgængere, og 17 er til metro og tog.

Vi glider over dem med en kort acceleration og syr de to bredder af Paris sammen. Pont-Neuf, byens ældste bro. Pont Alexandre III i al sin barokpragt fører dig fra Champs-Élysées mod Les Invalides og Napoleons grav. Pont de Grenelle, på hvis midterpille originalen til Frihedsgudinden står og som en galionsfigur skuer ud mod storesøsteren i New York.

Eiffeltårnet - Paris

Sløret billede

I lang tid var Paris' to bredder i strid med hinanden. På venstre bred var kunstnerne, studenterne, anti-establishment; på den højre bred lå la Bourse (børsen), de smukkeste kvarterer og Palais Royal.

Nutildags er skillelinjerne udvisket. Der ligger flere ministerier på den venstre bred, og den moderne kunst er stort set vandret over på højre bred.

Videre til verdens smukkeste avenue, ifølge franskmændene, som sjældent er særligt beskedne, når det kommer til deres nationale arv. Champs Élysées kan faktisk godt skuffe. For det første er der aldrig rigtig tomt, selv ud på de små timer, og små serviceveje, der engang løb langs med den og tillod osen fra bilen, er nu væk.

Périphérique Parisien er Frankrigs mest befærdede vej. Byens indbyggere spilder hver dag timer i udmattende køkørsel kofanger mod kofanger. Men om natten er det en åben vej. Hastighedsgrænsen er ca. 80 km/t, og vi taler ikke om Magny-Cours her, men det er kontrast nok til de ca. 50 km/t, man må køre på hovedstadens hovedavenuer. Med cruisekontrol tager en rute ca. en halv time. Jeg cirkler rundt om byen som et fly under indflyvning og vælger en ny adgangsvej gennem en af Paris’ 36 portes.

Alle gader i Paris har en historie at fortælle. Og bilen har været den perfekte rejsekammerat at høre de historier fra. Lad mig se, hvilke andre slags Paris har vi tid til at besøge før daggry?

Mere i Bilister

London

Læs vores artikel for at opleve London ved daggry - en verden uden trængselsafgifter og trafikpropper

Madrid

Den spanske hovedstad er en travl by, hvor søvn prioriteres langt under fest. Vi sendte alligevel motorjournalisten James Mills ud på jagt efter en ny hemmelig rute.