Jeg nærmer mig London sydfra, krydser Themsen over Westminster Bridge og begiver mig mod parlamentet. Ovenover hænger to gule skiver side om side på den stadig mørke morgenhimmel. Til venstre er det månen, til højre er det urskiven på Big Ben.

Cirkus i byen

Klokken er 10 minutter i 4 om morgenen, seks timer før London Eye begynder at dreje, og turisterne kan komme op at køre. Jeg er her for at finde mine egne unikke billeder af byen, mens jeg kører på tomme veje og beviser, at man ikke behøver at bo lige ved siden af Nürburgring eller ved foden af Stelviopasset for at nyde sin bil.

10 minutter senere sidder jeg fast på Piccadilly Circus. Det kan godt være, at Big Ben siger, at det er søndag morgen, men for folk her er lørdag aften langt fra slut. Vejene er lige så fyldte, som de ville være kl. 9 en mandag morgen. Da der viser sig et hul i trafikken, begiver jeg mig ud på nogle mere stille gader; med Trafalgar Square bag mig er der masser af dem.

Det er rart at komme i gang igen og mærke dækkene rulle ned ad Strand, mens jeg kører gennem domstolsdistriktet. Det er dejligt at køre i disse fantastiske gader, når jeg ved, at jeg ikke pludselig sidder fast i trafikken.

Bil på gaden foran Big Ben

West End-forestilling

Jeg kommer fri af Fleet Street, og Blackfriars Bridge fører mig over Themsen. Jeg skærer igennem baggaderne til Borough Market, lige syd for London Bridge, men der er stadig ingen mennesker. I nærheden af London Dungeon har jeg ikke noget valg, men må følge vejen ind i en lang, mørk tunnel, før jeg kører mod West End.

Ved de gamle West India Docks på Isle of Dogs lægger jeg nakken tilbage for at se det tårnhøje Canary Wharf. Jeg kører snart tilbage mod vest mod den gamle by og er bekymret for, om jeg nogensinde vil se solopgangen ved foden af denne kæmpemæssige bygning. Jeg parkerer ved Waterloo Bridge og ser solen stige langsomt op og få Themsens grå vand til at glitre.

Det er tid til at prøve Piccadilly Circus igen. På den anden side af Westminster Bridge står Big Bens visere nu på halv seks, og det er bare mig, Churchills statue og en enkelt betjent, der patruljerer i gaderne omkring parlamentet. Jeg kører op forbi Trafalgar Square, og lige fremme kan jeg se de evige neonlys på Piccadilly Circus.

Bil i tunnel

Ensomhed i byen

Men trafikken, der ødelagde min køretur tidligere på morgenen, er væk. Selv Piccadilly Circus ligger faktisk øde hen. Der breder sig langsomt et smil om munden. Londons gader tilhører mig. Jeg må hellere komme videre. Hvem ved, hvor længe freden varer ved?

Jeg kører ned ad Piccadilly og rundt om den kæmpe rundkørsel, som Hyde Park Corner faktisk er.  Herfra tager jeg det lange træk til toppen af Park Lane, rundt om Marble Arch og tilbage ned ad den anden side af vejen til Hyde Park Corner og kører af ved Constitution Hill. Vejen er endnu engang helt øde, og oplevelsen bliver endnu mere surrealistisk, da jeg passerer Buckingham Palace.

I den næste times tid kører jeg bare rundt i de små gader uden at ane eller bekymre mig om, hvor jeg ender. Om bare en time eller to vil gaderne være så fyldt, at det vil være næsten umuligt at køre på dem.

Friskheden forsvinder snart fra morgenen og køreturen. Gaderne er ikke længere mine, og jeg må dele dem med andre. Men så husker jeg, at mens alle veje måske fører til London, er der masser, der fører ud af byen igen. Og der er masser af fantastiske køreruter inden for rækkevidde af byen.

Mere i Bilister

Berlin

Berlin var engang delt, men er nu en moderne og levende storby, der kombinerer gammelt og nyt. Motorjournalisten James Mills tog af sted for at se seværdighederne.

Brugge

Den klassiske by Brugge er kendt for sine små gader og gågader. Hvordan skulle motorjournalisten Luke Ponsford så finde en fantastisk rute?