Jeg er her for at takle Barcelona og udforske det bedste i byen, mens dens beboere sover. Jeg vidste godt, at Barcelona ville være problematisk, for den er berømt for, at man spiser sent og fester meget, men jeg er klar til udfordringen. Jeg starter på Barcelonas højeste punkt, bjerget Tibidabo. 

Køreturen ned ad den stejle bakke og tilbage til byen er snoet og sjov. Hvis centrum ikke kaldte, kunne jeg være fristet til at køre ud til kysten.

Første stop er Antoni Gaudis Sagrada Familia. Klokken er næsten 23.30, men turisterne strømmer stadig rundt i den berømte katolske kirke, som man har bygget på siden 1882. Barcelona er nu synonym med dens arkitekt, og billeder af hans flamboyante, overjordiske signaturværk pryder stort set alle trykte turistguider til byen.

Catalansk ekstravagance

Jeg cruiser ned ad Carrer de Provença, en af de lange, lige og meget brede veje i Eixample-distriktet. Efter nogle gader er der et bredt venstresving ind på Passeig de Gràcia, Barcelonas kendte shoppinggade. Det påstås at være landets dyreste gade og kan byde på designerbutikker, fantastiske restauranter og caféer plus nogle af byens kendteste bygninger. Jeg sagtner farten uden for endnu en Gaudi-bygning, Casa Mila, og nyder Gaudis nu genkendelige bølgende linjer og de ret fantastiske Espanta Bruixes-skorstene.

Det nytter ikke at sætte farten op, for casa Batlló – ja, endnu en Gaudi-bygning – kommer snart på højre hånd. Kommunen har hensynsfuldt stillet bænke uden for bygningen, og de er nu fyldt med besøgende, der kigger opad, mens deres kameraer tager nærbilleder og vidvinkelbilleder af of Batllós dyremaskelignende altaner og dragerygstag.

Vejen ender ved den berømte plads Plaça de Cataluña, og jeg er her lige tids nok til at se de sidste minutter af de oplyste springvand, før de slukker ved midnat. 

Jeg drejer ned ad la Rambla, den berømte partygade med den brede midterdel til fodgængere, og de unge festaber gør udfordringen større. De gør det ikke nemt for mig – selvom det er tirsdag aften, som skulle være en af de mest stille i ugen. De smilende, muntre mennesker betjenes af tapasrestauranter, barer, boder, kunstnere - ikke en af dem viser træthedstegn.

Liechtenstein til OL

Jeg vinder ikke nu, så, lige så snart jeg kan, drejer jeg til venstre ind på Barri Gòtic, Barcelonas gotiske kvarter. Det er den ældste del af byen, og et af de rareste steder at gå om dagen. Om natten er stemningen ret speciel, og uden de mange mennesker kan man virkelig se storheden ved steder som Plaça de Sant Jaume. Denne plads har også været hjemsted for vigtige regeringsbygninger – også i romertiden – og i dag vender rådhuset ud mod Palau de la Generalitat (sæde for den catalanske regering).

Jeg har brugt nogle timer på langsomt at udforske de indviklede smalle gader i kvarteret kun med selskab af nogle få fodgængere og politifolk, så jeg kører mod havnefronten, som fuldstændig har forandret Barcelona. På vej derned kører jeg rundt om den 20 meter høje Roy Lichtenstein-skultur, El Cap de Barcelona (Hovedet), som var inspireret af Gaudi og blev bestilt til OL. Jeg vil gerne blive tæt ved havet, så jeg kører op og ned ad de fingre af land, der strækker sig ud i vandet. 

Mit sidste håb om fred i byen er tilbage i det mere stille gotiske kvarter. Jeg tager Via Laietana og standser uden for Barcelonas historiske museum. Kl. er 5, og jeg vil nyde stilheden, mens jeg beundrer bygningen, som viser byens 2000-årige historie. Netop da går morgenens første hundeluftere forbi og hilser muntert “Buenos dias!” Så er det slut! Barcelona har vundet. Men jeg taber gerne til en by med varme beboere, smuk arkitektur og en levende havnefront.

Mere i Privatbilister

Brugge

Den klassiske by Brugge er kendt for sine små gader og gågader. Hvordan skulle motorjournalisten Luke Ponsford så finde en fantastisk rute?

London

Læs vores artikel for at opleve London ved daggry - en verden uden trængselsafgifter og trafikpropper