En bilhistorie i Amsterdam, cyklernes by? En by, som hovedsageligt er forbundet af kanaler? Er der nogen, der gør grusomt grin med mig? Heldigvis ikke. Der er ingen, der bliver til grin. Grusomhed – tja, der er vel kun en måde at finde ud af det på...

Cyklerne styrer byen, simpelthen fordi man på to hjul kan suse igennem de smalleste gader, mens en bil snegler sig af sted fanget i en gigantisk trepunktsvending rundt i en by, som er stolt af at holde bilerne stangen.

Men jeg har altid godt kunnet lide en udfordring, og hvis man sætter mig i noget kompakt, en lille adrenalinpumpende tosæders sportsvogn, så skal jeg give de skøre motionsdjævle baghjul – mens jeg sidder lunt og godt, hvis det skulle blive regnvejr.

Oosteliijke forhindring

Mit første møde med byens tohjulede beboere sker, da jeg læsser min bagage af foran mit hotel, Lloyd, i det hippe østlige dokområde. Der går fem minutter, før jeg finder ud af, at jeg er blevet en mobil rundkørsel og danner en midlertidig prop på cykelstien. Vejen er snorlige over ca. 600 m på hver side af hotellet, så det er utroligt, at de ikke har set mig. Men jeg indser hurtigt, at hvis man er dum nok til at vove sig ud på en cykelsti, vil man uundgåeligt tiltrække sig internationalt anerkendte mishagsytringer.

Det er tusmørke her på Oostelijke Handelskade, en 2 km lang ø, hvor mit hotel ligger. Jeg fyrer op under motoren og begiver mig mod centrum. Jeg cruiser forbi nogle gamle pakhuse, som hovedsageligt blev bygget i slutningen af 1800-tallet og er opkaldt efter de lande, sejlskibene og dampskibene sejlede til. Men pakhusene er langsomt ved at forsvinde og blive erstattet af ultramoderne bygninger, herunder den fantastiske Muziekgebouw-koncertsal, en utrolig blanding af glas og beton. Jeg holder ind for bedre at kunne se den.

Et stykke væk kan jeg se Nemo, Renzo Pianos skibslignende museum, som skiller sig ud i dette stort set flade bylandskab. Men der er meget mere at se, så jeg cruiser af sted sammen med cyklister og sporvogne under en lysende hvid måne. Mange af byens beboere smutter fra Amsterdam i weekenden, ligesom tidevandet.

Stjerneklar nat

Jeg kører videre til Prinsengracht, hvor Anne Franks hus ligger, som i 1999 blev udvidet med god virkning. Her kl. 4 om morgenen forstyrrer kun en bølge fra en forbipasserende svane dets spejlbillede over vandet. Der er så stille. Som modsætning til det er den nærliggende Jordaan et mekka for caféer, kunstgallerier og atelierer, og selv på denne tid smutter indbyggerne ind og ud ad dørene. Mens andre beboere i byen stadig sover begiver jeg mig til en anden kunstzone, mode- og museumsdistriktet med van Gogh-museet centralt i parken langs Paulus Potterstraat.

En sprække af daggry åbner sig over mig, en streg af det lyseste lilla i den blæksorte nat. Jeg sidder varmt i bilen og cruiser ad de brolagte gader omkring Rijksmuseum, og det er hyggeligt at være her trods den midlertidigt ujævne belægning. Jeg drejer hurtigt af og begiver mig ad Stadhouderskade, som pludselig er fyldt med cykelpendlere, sporvogne og busser. Jeg krydser Binnenamstel-kanalen med broerne, som Van Gogh gjorde berømte, og jeg har det, som om jeg er trådt ind i et af malerens lærreder.

Butikkerne er ved at åbne, lukket-skiltene bliver taget af dørene, og Amsterdam strækker sig i morgensolen.  Morgenmaden kalder, og det gør hjemturen også, desværre. Jeg kan godt lide Amsterdam og dens beboere. Der er mange måder at se en by på, men om natten i en bil, som kan sørge for varme og komfort, må være den bedste.

Mere i Privatbilister

Brugge

Den klassiske by Brugge er kendt for sine små gader og gågader. Hvordan skulle motorjournalisten Luke Ponsford så finde en fantastisk rute?

London

Læs vores artikel for at opleve London ved daggry - en verden uden trængselsafgifter og trafikpropper