Jeg indrømmer, at jeg er den langsomste motorcyklist i hele universet. Og da jeg har kørt på motorcykel i det meste af verden, kan jeg sige det med en vis sikkerhed.  Men man siger, at en klog mand accepterer den, han er, og jeg er forlængst holdt op med at tænke over det.

Indtil jeg pludselig sagde ja til at køre B500 i Baden-Baden. Bike-magasinet beskrev det som Europas mest vanvittige vej, hvor tyske motorcyklister kører hen, når Nürburgring bliver for kedelig.

Tre motorcyklister kører ad en trækranset bjergvej

Dover ved daggry

Jeg var endnu engang dømt til at gøre mig selv til grin, tænkte jeg, da jeg tidligt om morgenen kørte om bord på færgen til Calais i Dover. Men jeg indsnusede den fantastiske følelse af ubegrænset frihed, som starten på en motorcykeltur giver mig, og kørte mod øst gennem bølgende marker i gult og grønt med en brændende blå himmel ovenover og vejen i horisonten, der fristede mig til at køre videre.

Ved aftenstid raslede jeg igennem de gamle gader i Baden-Baden, den lille kurby i de træklædte bakker i det sydlige Tyskland. Ikke længe efter satte jeg mig ned til et festmåltid i det hyggelige Gasthaus Auerhahn og skyllede det ned med adskillige krus øl serveret af en servitrice i traditionel kjole. Af gode klichéer at være bliver det ikke meget bedre.

Tre motorcykler kører på en bjergvej

Jeg sov i de skønne senge, og da jeg trak gardinerne, fik jeg det bedste syn, en motorcyklist kan få: blå himmel, motorcyklen, der står under træerne, med solpletter, der langsomt tager morgenduggen af tanken.

Og så var vejen oven i købet bare 5 meter væk, for Auerhahn ligger lige ved starten af de små 60 km af B500, som klatrer hele vejen op til købstaden Freudenstadt.

Først driller den ved at sno sig rundt gennem skoven i en serie snævre sving, hvor du kommer ud i det varme solskin, før du igen kører ind i den kolde skygge. Det minder en om Robert Pirsigs ord i Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: i en bil er man afskærmet mod omgivelserne, men på en motorcykel er man en del af dem.

Motorcykel kører rundt i et sving på en bane

En sanseoplevelse

I skovlysningerne var der her og der små kroer og hoteller med piger i dirndl på altanerne, som holdt pause fra rengøringen for at give mig et muntert vink, når jeg drønede forbi. Og så, lidt efter lidt, åbnede vejen sig op i en symfoni af forførende kurver.

Jeg fejede rundt i dem med duften af fyr i næseborene, med følelsen af motorcyklen, der bevægede sig under mig, den høje lyd af motoren i ørerne, og øjnene stift rettet mod kurvernes forsvindingspunkter, og mine sanser blev fyldt til bristepunktet den morgen.

Men i mange kurver var der bare ikke noget forsvindingspunkt: Man kunne se hele vejen rundt, og man skulle bare holde fokus på toppen, når man gav gas og kom ud på det næste lige stykke med et smil så bredt som Rhinen på læberne. Vejen legede stadig med mig og kastede nogle få skarpe sving ud for at holde mig oppe på tæerne og åbnede så pludselig op med gårde og enge i dalene hundredvis af meter nedenunder og i det fjerne bjergene, der løb ud mod horisonten.

Nu kørte jeg faktisk hurtigere - jeg overhalede endda en anden motorcykel. Det kan have været en enlig pensionist på en scooter, men man skal jo starte et sted. Det var slut på en perfekt motorcykeldag.

Mere i Privatbilister

Op i bjergene

Hvis du elsker friluftsliv, har de schweiziske alper det hele: ski, snowboard, mountainbike, white water-sejlads. Men vi var på udkig efter et andet sus. Motorjournalisten James Mills gav sig i kast med det legendariske Flüelapas.

Midnatssol

Tag med til verdens ende med motorjournalisten Angus Frazer, som kører 1600 km til Europas nordligste spids.