Jump menu

Main content |  back to top

Ordet “Shell” dukkede første gang op i 1891 som varemærke for den petroleum, som Marcus Samuel og company sendte til Fjernøsten. Den lille virksomhed i London handlede oprindeligt med antikviteter og orientalske strandskaller.

I 1897 etablerede Marcus Samuel virksomheden The Shell Transport and Trading Company. Det første logo i 1901 var en muslingeskal. I 1904 blev det kammuslingeskallen, der kom til at stå som symbol for virksomheden og dens mærkenavn.

Hvorfor kammuslingeskallen?

Udvikling af Shells logo 1900-1948

Virksomhedens navn var “Shell”, og alle Marcus Samuels tankskibe, der fragtede petroleum til Fjernøsten, var opkaldt efter en muslingeskal. Kammuslingeskallen er muligvis taget fra et våbenskjold, der tilhørte en af Marcus Samuels forretningsforbindelser i Indien, en hr. Graham, der importerede petroleum fra Marcus Samuel og blev direktør for The Shell Transport and Trading Company.

Efter en pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien havde Graham-familien taget apostlen Jakobs muslingeskal til sig. I årenes løb er Shells logo løbende blevet ændret i takt med udviklingen inden for grafisk design. Designer Raymond Loewy skabte og introducerede det nuværende logo i 1971.

Hvorfor den røde og gule farve?

Udvikling af Shells logo 1955 til nu

I 1915 opførte Shell i Californien de første servicestationer og havde i den forbindelse et ønske om, at disse stationer skulle skille sig ud fra konkurrenternes. Der blev brugt klare farver, der ikke skulle virke stødende på befolkningen i Californien. På grund af statens stærke tilknytning til Spanien valgte man farverne rød og gul.

Farverne er ændret en smule i tidens løb. Den største forandring fandt sted i 1995, hvor der blev valgt en klar, forbrugervenlig Shell-rød og Shell-gul farve i forbindelse med lanceringen af den nye detailhandelsidentitet. Her i det 21. århundrede er kammuslingeskallen stadig et af de bedst kendte varemærkesymboler, der findes.