Jump menu

Main content |  back to top

Shell afholder hvert år Shell Eco-marathon, som er en international konkurrence og det uofficielle verdensmesterskab i brændstoføkonomi og energieffektivitet for studerende. Konkurrencen bygger på værdier som bæredygtig udvikling, vedvarende energi og brændstofeffektivitet.

Ved Shell Eco-marathon udfordrer Shell studerende fra uddannelsesinstitutioner i hele verden til at udvikle og bygge et køretøj, der kan køre længst muligt på mindst mulig energi. Løbet afholdes i tre verdensdele: Europa, Amerika og Asien.

Den europæiske udgave af Shell Eco-marathon 2016 afvikles 30. juni – 3. juli i London, hvor Queen Elizabeth Olympic Park for første gang lægger asfalt til den store begivenhed. 

Et ambitiøst uddannelsesprojekt


Shell Eco-marathon er, udover at være en konkurrence mellem studerende fra universiteter og tekniske skoler over hele verden, også et ambitiøst uddannelsesprojekt, der sætter fokus på energieffektivitet, energiteknologi og bæredygtig transport. Målet er at give de studerende en bedre forståelse af brændstofs ydeevne, energiteknologi og en idé om, hvordan de med deres viden og kompetencer kan bidrage til en bæredygtig udvikling.

Samtidig får de studerende en unik chance for at teste ideer fra skolebænken af i praksis på banen og i direkte konkurrence med andre studerende. De skal nemlig både designe og bygge deres eget køretøj, samarbejde med eksterne partnere fra erhvervslivet, søge sponsorer, administrere budgetter og håndtere logistiske og krævende tekniske udfordringer i praksis.

Danske deltagere fra Danmarks Tekniske Universitet


Danmarks Tekniske Universitet (DTU) deltager i 2016 i Shell Eco-marathon for 13. år i træk. Som altid stiller DTU med hold med vinderambitioner, i år endda to hold, som kører i hhv klassen for små bybiler og prototyper. Begge hold har stolte traditioner at leve op til. I 2015 forbedrede DTU Roadrunners igen sin egen verdensrekord fra 2013, da holdet nåede ud på imponerende 665 km/liter.

Danske deltagere fra Aalborg Universitet


Aalborg Universitet deltager i 2016 i Shell Eco-marathon for 8. år i træk. I år stiller Team Aalborg Energy til start med en fortsat forbedring af sin 3D printede brint-bybil, som sidste opnåede en fin 3. plads i Urban Concept-klassen for brintbiler i 2015.

Danske deltagere fra Aarhus Universitet

I både 2013 og 2014 deltog Aarhus Universitet i prototype-klassen for elbiler. Og efter et års pause og ihærdigt projektarbejde stiller holdet fra Smilets By til start i London i 2016. Det sker med en prototype-elbil med en nydesignet, superaerodynamisk skal, der er printet på en 3D printer. Under det raketlignende ydre arbejder de studerende fra Aarhus med deres egen konstruktion af de bærende og indre dele til bilen, som hjul, styring, motor, ophæng og ikke mindst optimering af batteri og motorstyring til den nye bane i London.

Værktøjer