Jump menu

Main content |  back to top

Hvad er Shell Eco-marathon?


Shell Eco-marathon er en årligt tilbagevendende konkurrence i brændstoføkonomi og energieffektivitet. Konkurrencen udfordrer uddannelsesinstitutioner fra hele verden i at udvikle og bygge køretøjer, der kan køre så langt som muligt på mindst muligt energi. Konkurrencen afholdes i hhv. Europa, Asien og Nordamerika.

Hvor mange hold deltager?


I Europa deltager over 200 hold og mere end 3.000 studerende fra mange forskellige lande i både Europa og Afrika. Fra Danmark stiller Danmarks Tekniske Universitet i 2016 med to biler, mens Aarhus Universitet og Aalborg Universitet hver stiller til start med en bil.

Hvor og hvornår skal det foregå?


Shell Eco-marathon 2016 finder sted i London fra den 30. juni til 3. juli.

Shell Eco-marathon verden rundt


Shell Eco-marathon er i dag en global begivenhed med løb i både Europa, Amerika og Asien.

Hvor mange år har Danmark deltaget?


Danmark deltog første gang i 2004 med et hold fra DTU. I 2016 deltager tre universiteter med biler i både Prototype-klassen og klassen for små bybiler, kaldet UrbanConcept.

DTU satte verdensrekorder i 2005 og 2006. I 2005 kørte ”DTU Dynamo” 671 km, og i 2006 kørte den 810 km på, hvad der svarer til én liter benzin. 
I 2009 vandt DTU igen to førstepladser i henholdsvis prototypeklassen med 3549 km/l på brint og i UrbanConcept-klassen med 589 km/l på DME med forbrændingsmotor. 
Også i 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015 var DTU på sejrsskamlen, da holdet kørte hhv. 509,4 km, 611 km, 612 km, 599 km og 665km på, hvad der svarer til en liter almindelig benzin.

Aalborg Universitet deltog for første gang i 2009, og stiller således op for 7. gang i årets løb. I 2015 opnåede Aalborg Universitet en flot 3. plads i sin delvist 3D printede, brintdrevne bybil i i UrbanConcept-klassen, da holdet kørte hvad, der svarer til 640 km/l.

I 2016 vender også Aarhus Universitet tilbage som deltager i Shell Eco-marathon. Holdet, der deltog i både 2013 og 2014, stiller i år med en nydesignet el-bil i protype-klassen.

Hvor finder jeg frem til de danske hold?

De danske deltagere har alle aktive sider på Facebook, hvor det er nemt at følge med i deres projekter, seneste nyt og finde billeder.

Aalborg: http://www.facebook.com/TeamAalborgEnergy?fref=ts 

DTU: https://www.facebook.com/dturoadrunners 

Aarhus: https://www.facebook.com/ausemofficial/?fref=ts  

Hvorfor Shell Eco-marathon?


Mange spørger, hvorfor et energiselskab som Shell afholder en konkurrence i at minimere brændstofforbruget? Det er der flere svar på. Ud over at fremstille olie og gas arbejder Shell også med alternative energityper som f.eks. biobrændsel og flydende naturgas. Shell spiller også en stor og aktiv rolle i forskning inden for energieffektivitet, fremtidens energiformer og brændstoføkonomi.

Shell Eco-marathon er et projekt og en begivenhed, der er med til at sætte fokus på, hvordan vi anvender verdens energiressourcer. Et af målene er netop at skaffe viden om nye og mere effektive energityper end fossile brændstoffer og lade unge hjerne teste fremtidens energiteknologi i praksis.

Opbygning af værdifulde relationer

Shell arbejder for at skabe tættere bånd mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. På det punkt giver Shell Eco-marathon mulighed for at etablere og vedligeholde relationer til både studerende, forskere og mange andre interessenter. Håbet er naturligvis, at disse relationer kan føre til nye, dygtige medarbejdere i Shell, gensidige forskningssamarbejder og måske endda udviklingen af morgendagens biler og brændstoffer.

Fokus på bæredygtig udvikling


Bæredygtig udvikling er et centralt forretningsfokus for Shell. Shell Eco-marathon sætter fokus på miljø, sociale relationer, forskning, teknologi og økonomi. Det betyder, at der er mange fællestræk mellem konkurrencen blandt de studerende og Shells daglige arbejde med kunder, forskere og forretningspartnere.