Jump menu

Main content |  back to top

News and Media Releases

Shell og elbiloperatøren CLEVER i nyt samarbejde

Fremover vil man også kunne tanke el på Shell servicestationer. Det er resultatet af en ny aftale som elbiloperatøren CLEVER netop har indgået med Shell. Med aftalen opstiller CLEVER hurtiglade-stationer på udvalgte Shell servicestationer. Dermed giver Shell, som det første benzinselskab, bilisterne mulighed for også at tanke strøm til elbilen.

Aftalen mellem Shell og CLEVER består i etablering af hurtiglade-stationer, der passer til alle elbiler på markedet, på 15 attraktive Shell stationer, bl.a. i Helsingør, Hellerup, København, Vejen, Aalborg og Silkeborg. Den første ladestation til elbiler åbner den 1. december i år på Shells servicestation i København SV.

CLEVER står for etablering og drift af de nye ladestationer, der vil indgå i CLEVERs landsdækkende ladenetværk.

Samarbejde skaber ny energi

CLEVER hurtiglade station

Både hos CLEVER, der længe har ønsket at etablere ladestationer ved tankstationer, og hos Shell sætter man pris på det nye samarbejde. ”CLEVER sætter ladeinfrastruktur op sammen med stærke facilitetspartnere, der har attraktive placeringer på steder, hvor man kan benytte sig af andre faciliteter, mens man tanker bilen. Shell viser samtidig, at de gerne vil være med til at skabe gode rammer for alle bilister, også de der vælger elbilen,” siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.

”Samarbejdet med CLEVER om infrastruktur til el- og hybridbiler er med til at åbne vores servicestationer. Vi ønsker, at Shells servicestationer skal være attraktive og interessante for alle bilister uanset drivmiddel. Og selvom vores kerneforretning fortsat er benzin og diesel, tror vi på, at vi i de kommende år vil se flere hybridbiler og elbiler på de danske veje, ”siger Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Shell.  

Attraktive placeringer

CLEVER står bag Danmarks største landsdækkende ladenetværk af både 22kW og 50kW hurtiglade-stationer og arbejder hele tiden for at udbygge ladenetværket med hurtiglade-stationer, som kan oplade en elbil på omkring en halv time.

Samarbejdet med Shell giver CLEVER mulighed for at sætte ladestationer op på en række attraktive placeringer i bl.a. Nordsjælland og på servicestationer nær motorvejen, hvor folk i forvejen er vant til at ”tanke op”.

”Shells historie i Danmark går 100 år tilbage, og vi har derfor haft en stor andel i udbygningen af den infrastruktur til benzin- og dieselbiler, som vi i dag tager for givet som bilister. Vi har altid fulgt med udviklingen, og derfor er det også naturligt for os at åbne for opladningsmuligheder til el- og hybridbiler. Med CLEVER har vi en fået samarbejdspartner med stor erfaring med infrastruktur til elbiler,” siger Regitze Reeh.

En ny fremtid for elbilen

Det nye samarbejde sker samtidig med, at bilproducenter som VW og BMW for alvor satser på elbilen. Blandt andet med præsentation af deres nye elbil-modeller på biludstillingen IAA i Frankfurt.

”Danskerne har gode forudsætninger for at køre elbil. Vi har relativt korte afstande, en veletableret ladeinfrastruktur og med samarbejdet med Shell vil det blot blive endnu nemmere at være elbilist i Danmark,” siger Lars Bording. 

For yderligere information kontakt:

Lise Kirkegaard, kommunikations- og marketingdirektør, CLEVER, 20 20 95 80

Regitze Reeh, kommunikationsdirektør, Shell, 22 20 60 13

Tank Clever el hos Shell

Fakta om samarbejdet:

Der er indgået aftale om etablering af ladestandere på i alt 15 Shell servicestationer: Seks placeringer i Nordsjælland og ni placeringer i Jylland. De første seks Shell-stationer bliver Helsingør, København SV, Hellerup, Silkeborg, Nørager (Aalborg) og Vejen. De første seks ladestandere åbner inden udgangen af i år.

Fakta om CLEVER

  • CLEVER er dansk og ejet af de fem store energiselskaber SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn. 
  • CLEVER står bag Danmarks første landsdækkende ladenetværk til elbiler. Ladenetværk består af mere end 130 offentligt tilgængelige ladestandere og muliggør hurtig opladning af alle de elbiler, der findes på det danske marked, og understøtter samtidigt alle udbredte ladeteknologier. CLEVER samarbejder med private facilitetspartnere om opsætning af ladestandere – og udbygger hele tiden det eksisterende ladenetværk. 
  • Samtidig tilbyder CLEVER hurtige hjemmeladeløsninger – dvs. en ladeboks med hhv. 3,7, 11 eller 22 kW strømstyrke. Ladeboksen installeres typisk i folks garage eller på arbejdspladser og gør det muligt at lade nemt, hurtigt og sikkert og desuden styre opladningen, så elbilen lader op, når der er mest grøn strøm.

 Se mere på www.clever.dk 

 

Fakta om Shell Danmark

  • Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestad og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.
  • Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.
  • Der er 321 Shell servicestationer i Danmark. Heraf 63 Shell/7-Eleven, 114 selskabsejede, 65 ubemandede Shell Express stationer og 64 forhandlerejede stationer under navne som Shell eller Select. Dertil kommer 15 CRT-anlæg til lastbiler, busser og anden tung transport. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell FuelSave Diesel.
  • På verdensplan beskæftiger Shell cirka 87.000 medarbejdere i 70 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 44.000 servicestationer i verden og producerer hver dag 3,3 mio. tønder olie og gas.