Jump menu

Main content |  back to top

News and Media Releases

Skift naturgasleverandør og spar 1 krone pr. liter benzin

For landets ca. 300.000 private naturgaskunder lancerer Shell og DCC Energi nu et offensivt, nyt koncept i energimarkedet: Skift naturgasleverandør og spar en krone pr. liter, hver gang du tanker bilen hos Shell.

Selv om den årvågne forbruger kan spare penge på både naturgas til hjemmet og brændstof til bilen, er det den billige benzin eller diesel, der får folk op af stolene – ikke naturgassen. Det ønsker energiselskaberne Shell og DCC Energi at gøre op med.

Derfor indleder de to selskaber nu en fælles kampagne, der skal få landets ca. 300.000 private naturgaskunder ud på markedet for den frie naturgasforsyning. Med et slagtilbud, der kombinerer køb af naturgas og brændstof, får private naturgaskunder, som vælger DCC Energi som naturgasleverandør, i et helt år en besparelse på en krone pr. liter, når de tanker bilen hos Shell.

”Det er nyt herhjemme, at energiselskaber går sammen om at give kunderne ekstra fordele. Sammen med DCC Energi lancerer vi nu et nyt, spændende koncept, som vi håber vil skabe fokus på de muligheder, private naturgaskunder har, men som alt for mange ikke er opmærksomme på. Med et rigtig godt tilbud på brændstof forsøger vi med andre ord at vække naturgasmarkedet til live,” siger Daniel Andersen, markedsdirektør i Dansk Shell.

Skæv konkurrence

Selv om det danske naturgasmarked på papiret har været frit i snart seks år, valgte færre end hver tiende private naturgaskunde at skifte leverandør sidste år. Det er ellers risikofrit, og der er penge at spare.

En forklaring på den lave kundemobilitet er, at der mangler viden i markedet om mulighederne for at spare penge ved at skifte leverandør af naturgas. F.eks. viste en undersøgelse blandt 750 private naturgaskunder, som DCC Energi foretog sidste år, at op mod halvdelen ikke vidste, at de frit kunne skifte leverandør. Samme undersøgelse viste også, at syv ud af ti mente, at naturgasselskaberne gør for lidt for at informere om mulighederne i markedet.

Desuden gør vilkårene i markedet det svært og dyrt for nye aktører at komme i gang. F.eks. skal husstande med naturgas ikke aktivt vælge gasleverandør, men er automatisk kunde hos forsyningspligtsselskabet. Dette skal ses i lyset af, at man i sin bolig skal ud og foretage et aktivt valg af leverandører af stort set alle andre tjenester som f.eks. teleselskab, forsikringsselskab, mm.

”Vi mener ikke, at den frie konkurrence på markedet fungerer i praksis. Så vores initiativ med DCC Energi er et forsøg på at nå ud til forbrugerne ved at tænke nyt. Som totalleverandører af energi kan vi tilbyde nogle kombinerede fordele, som ikke er set før på det danske energimarked. Det håber vi, kan være med til at ruske op i markedet, så endnu flere naturgaskunder aktivt går ud og shopper deres varme på det frie marked,” siger Daniel Andersen.

Bag om kampagnen

Det kombinerede tilbud gælder private gaskunder, der skifter til DCC Energi – efter først til mølle-princippet. Tilbuddet gælder for kunder, der ikke har fået leveret naturgas fra DCC Energi de seneste 12 måneder. Kampagnen løber fra oktober 2013 til og med februar 2014.

Besparelsen på en krone pr. liter gælder diesel og benzin på alle Shell og Shell Express stationer i Danmark. Rabatten omfatter et årsforbrug (dog max. 1.000 liter) og kan benyttes i 12 måneder fra indgåelse af aftale med DCC Energi.

Bilister skal have eller tegne aftale om et Shell Card for at få rabatten, der så fratrækkes den månedlige Shell Card faktura. Tegning af aftale om levering af naturgas hos DCC Energi og om Shell Card kræver forudgående kreditgodkendelse.

Læs mere www.dccenergi.dk/shellnaturgas

Mere om Shell Card 

Yderligere information

Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Shell, mobil 2220 6013, E-mail regitze.reeh@shell.com

Om Dansk Shell

Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestad og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.

Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.

Der er 306 Shell servicestationer i Danmark, heraf 63 Shell/7-Eleven, 62 forhandlerejede, 123 forpagterdrevne og 58 ubemandede Shell Express stationer. Dertil kommer 16 CRT-anlæg til lastbiler, busser og anden tung transport. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell FuelSave Diesel.

På verdensplan beskæftiger Shell cirka 87.000 medarbejdere i 70 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 44.000 servicestationer i verden og producerer hver dag 3,3 mio. tønder olie og gas. Læs mere på www.shell.com.

Om DCC Energi

DCC Energi er et af de nye, uafhængige selskaber på det danske energimarked. Virksomhedens mål er at udnytte den frie konkurrence i energimarkedet og tilbyde private såvel som virksomheder et fleksibelt, let tilgængeligt og  konkurrencedygtigt alternativ til de traditionelle energiselskaber.

DCC Energi blev etableret i 2009 og er i dag Danmarks største forhandler af Shells energiprodukter. Virksomheden har over 30.000 kunder inden for privat- og erhvervsmarkedet for fyringsolie, naturgas, diesel og smøremidler. DCC Energi beskæftiger 71 medarbejdere og har et transportnetværk bestående af omkring 80 tankbiler.